Noveller

Det skulle han ikke have sagt, sagde han og trak ordene i sig igen. Han skrabede dem af bordet med sin serviet, stoppede dem ned i lommen.
– Du æder det i dig igen?
– Hvilket?
– Det udtrykkelige?
– Jeg puttede dem i lommen.
– Du kan indtale det.
– Indtale det?
– Ja, eller måske synge, ind på en maskine.
– Du mener, synge, som i en sang; med musik?
– Musik, tjae … måske, men med en maskine. Moderne, og subtilt.
Hun nikker frem for sig, godt tilfreds med sin tanke. Han nulrer en brødkrumme og kigger ned på sine hænder.
– Jeg skulle virkelig ikke.
– Det ville gøre indtryk.
– Jeg har taget det tilbage jo.
– Nostalgi…
Han betragter hende overrasket, spørgende. Hun betragter derfor sine negle spørgende, overrasket, ser så atter op, og fortsætter som om intet var hændt
– … det er kun godt
– det vil gøre indtryk.
– Nostalgi? Jeg skulle ikke have sagt det!
– Netop. Det usagte i din lomme er nu: nostalgi
– de fortrudte ord, ha!
Han sukkede.
– Hvis jeg nu tager dem frem igen?
– Så skulle du indtale det!
– Ha, synge mig?
– Ja med en maskine.
– Og du?
– Jeg kan spille oprigtigt fornærmet!
– Er du god til at spille?
– Det ved jeg ikke, jeg har aldrig prøvet.
Han kigger opgivende op i loftet
– Jeg er ikke så sikker på, at det her er en god ide?
Hun ryster bekræftende på hovedet, og drikker den sidste rest vin i een slurk
– Næh, men skidt, vi nåede da her til, ikk?

Le non-dit (version française)

Il n’aurait pas dû dire ça, dit-il en ravalant les mots. Il les gratta de la table avec sa serviette et les fourra dans sa poche.
– Tu les avales à nouveau ?
– Lequel ?
– Celui qui est explicite ?
– Je les ai mis dans ma poche.
– Tu peux l’enregistrer.
– L’enregistrer ?
– Oui, ou peut-être chanter dans une machine.
– Vous voulez dire, chanter, comme dans une chanson ; avec de la musique ?
– De la musique, enfin… peut-être, mais avec une machine. Moderne et subtile.
Elle hoche la tête devant elle, satisfaite de sa réflexion. Il grignote une miette de pain et regarde ses mains.
– Je ne devrais vraiment pas.
– Ça ferait de l’effet.
– Je l’ai repris, tu sais.
– Nostalgie…
Il la regarde, surpris, interrogatif. Elle regarde donc ses ongles d’un air interrogateur, surpris, puis relève la tête et continue comme si de rien n’était
– … ce n’est que du bon
– ça fera son effet.
– Nostalgie ? Je n’aurais pas dû dire ça !
– Tout à fait. Le non-dit dans ta poche, c’est maintenant : la nostalgie.
– les mots non dits, ha !
Il soupire.
– Et si je les sors à nouveau ?
– Alors tu devrais l’enregistrer !
– Ha, me chanter ?
– Oui, avec une machine.
– Et toi ?
– Je peux faire semblant d’être vraiment offensé !
– Es-tu doué pour jouer ?
– Je ne sais pas, je n’ai jamais essayé.
Il regarde le plafond avec résignation
– Je ne suis pas sûr que ce soit une bonne idée ?
Elle répond par l’affirmative en secouant la tête et boit d’un trait le dernier verre de vin.
– Eh bien, peu importe, nous sommes arrivés jusqu’ici, n’est-ce pas ?

The unsaid (English version)

He shouldn’t have said that, he said and swallowed his words again. He scraped them off the table with his napkin, stuffed them into his pocket.
– You’re swallowing it again?
– Which one?
– The explicit one?
– I put them in my pocket.
– You can record it.
– Record it?
– Yes, or maybe sing it into a machine.
– You mean, sing, like in a song; with music?
– Music, well… maybe, but with a machine. Modern, and subtle.
She nodded to herself, well satisfied with her thought. He nibbles a breadcrumb and looks down at his hands.
– I really shouldn’t.
– It would make an impression.
– I’ve taken it back, you know.
– Nostalgia…
He looks at her, surprised, questioning. She therefore looks at her nails questioningly, surprised, then looks up again and continues as if nothing had happened
– … it’s only good
– it will make an impression.
– Nostalgia? I shouldn’t have said that!
– Exactly. The unspoken thing in your pocket is now: nostalgia
– the unspoken words, ha!
He sighed.
– What if I take them out again?
– Then you should record it!
– Ha, sing me?
– Yes, with a machine.
– And you?
– I can act genuinely offended!
– Are you good at acting?
– I don’t know, I’ve never tried.
He looks up at the ceiling in resignation
– I’m not so sure this is a good idea?
She shakes her head affirmatively and down the last of the wine in one gulp
– Well, never mind, we made it here, didn’t we?