proto digte

Splintret erindring
samler
resterne op diskret
tilbagelænet med violiner i
karantæne hvad nytter
en banjo i denne
situation efterårsstorme
sender alt videre til
bage til ny begyndelse noget
dette at tale om der
skal leves må leves at der
ikke er mere at vente på
selv i de endeløse øjeblikke
hvor alle venter på næste
side i dirigentens partitur
tæppet trækkes væk for eller til
afslører alt det
velkendte i ny fortolkning
« åh nej » vi må udbryde
vi må
bryde
ud
være til være
med komme til festen
finde frem til pindemadderne
det der skal til?

Midterdelen af bølgen står
med ét firkantet i geometrisk
afmagt og balancerer cirklens
kvadratur mod surfets uanstændige
kurve protesten frakturérer det
elegante swung tonsvis af salt
vand vibrerer kortvarigt og brækker da
i tusind stumper ud over det hele
intet ingen intet-som-helst ved længere
hvor dét er
hvordan dét endte
at komme tilbage
til dét
vægtløsheden
kan kun være en drøm ikke
at den ikke skal søges
igen
men da og altid kun fremad næste
den næste bølge for denne er
definitivt
væk

Blå væske blokeret bag
barriere sort olieret
vand flydende labyrint mellem
fragmenteret poesi håbløst
eksperiment indsmurt i massiv
tjære revnede plastikspande rejser
næbet og flakser afmægtigt med
vingestumper bevæget smerte
desperat vilje til reproduktion
til sidste øjeblik dog forsøge
kæmpe sig fri og atter svæve
galden det grønne måske gullige
sprøjter ud af næb koger i
indvolde snart den sidste
plastprop det sidste skruelåg
fra diet coke skal lukke sylten
på endnu denne garbagepatch citizen
tragisk havfugl styrtet
digter druknet
drøm

Og måske lever verden i tiltro
hensigtsmæssig
vandrer skuer mod fjerne
bjerge
de er der stadig stadig
væk i vejen for
udsigten deraf ansigtets
bekymrede træk
tiltro til at næste
runde giver bonus
at trods sneklædte tinder
da kan man fortsat finde
parkeringsplads til køretøjer
hensigtsmæssige tiltag
at køre rockmusik ud over
det hele så de da kan forstå det
troen på nyfalden sne
at den rent faktisk faldt
med et brag i nattens fløjl
nogle vil vantro hævde
at den svævede
at den dækkede for
fantastisk udsigt
arkitekttegnet beton
omend kun forbigående
tiltro til at det grå
findes
de grå eminencer
spurvene
tunge regnmættede skyer
bjergmassiv salt vinterbølge strid kuling
himmel og hav i et
vind trækker hvidt skum
i strimer
iskoldt salt vand slår
ansigtet hånden mod ansigtet
det slår hårdt
kutters levende væsen
fødderne
følelsen
balancen
må holde i riggen
heldigvis kun kortvarigt
det varer ikke ved
trods det hensigtsmæssige er noget
flammende rødt
Solen: Blændende hvid
Natten: Sort
havnen flaprende klaprende urolig men dog stille
og nogenlunde vandret

Kom hjem
kom hjem
kom hjem

For alt der ligger i vejen
beder vi om tilgivelse drømmer
om aflad ønsker det bort
som del af baggrundsfarven i
reklamen for snabelsko til
fastelavn

Alligevel ender vi med det
i skødet og betragter det
med væmmelse og
nysgerrighed: Hvordan kom det
så vidt?

Hvad skete der?
Denne lille hund. Dette bjerg.
Disse bamser og
rotter.

En lås, forladt, hvad passer den på?
Hvem ville det sådan?

Hvad var planen?

Når der ikke er
længere
Skulle man tro
det kunne nåes
når der ikke skal
mere til
Skulle man kunne mene
at det kunne gøres
når det ligger der
stille
er det så da det ønsker
fred og
ro
når det ikke flytter sig
selv for vredens druer
er det da blot
Stædigt?
Modigt?
eller orker det ikke flygte
længere?