Digte

Proto digte – side 102 notesbog 8 – Med uforrettet sag

Vi skubber prammen
bort
fra rampen
kigger
længere væk
mod horisonten
under himlen
i forenklet perspektiv
at være eller
ikke?

Beslutningsløs at gå
med faste skridt
store fagter
slag i luften
og rundt omkring
væk tilbage
og videre
gennem det
og i det hele taget
at nå frem
aldrig lige nu
men i dag?
Og igår?
Glemmer vi!

Med uforrettet sag
dette vi kan
efterlade
fordi vi kan
lade planker og
snoreværk splintres
historiens tragedie
åben for fortolkning
det der virkelig skete
skete det virkeligt
sådant?

Og betyder det noget
om det gjorde?
For os?
Nu?

Når alt gør ondt
og der ikke er plads
til forbedring?

Kun erosion?

Er tiden da eneste håb?

At den går?

Støvet?

At det er?

Den damp der driver
skygger og
dit ansigt drypper
af harmoni
lægges foldes
sirlig arrangeret
dråber perler
livets væske
samles om
kondensering
et ocean
af frygtindgydende dybde
svæver
over hånden
en tåre tørres
bort
og med den
hverdagens katastrofer:
-at det regner
-at alt er lukket
-at der ikke er flere
vingummibamser.

Proto digte – side 84 – 85 notesbog 8 – Damp af dårlig smag

Fragment from my notebook 8. Proto-poems (prototypes for a poetry.)

English translation, et français, below Danish.

Dansk

“… Dette der går forkert
men i det mindste: Går?

Og så alle dem der
bare er i vejen
Det at de
går istykker

Er skrøbelige
revner splintres fragmenteres
ved mindste anstrengelse
trædes ned slæbes og skubbes
ud over asfalten
ned mellem huller på tværs af
mælkebøtter over bump og gennem
damp af dårlig smag …

En tåge driver

Jeg regner
den ud
forkert
men regner med kugleramme
af ubestemmelig
alder … ”

Uredigeret fragment side 84 – 85, notesbog 8

English:

“… That what goes the wrong way
but at least: Goes?

And then all those
being in the way
This that they
break down

Are fragile
cracks splinter and fragment
at the slightest effort
are stepped on, dragged and pushed
over the tarmac
down between potholes across
dandelions over bumps and through
a vapour of bad taste …

A fog drifts

I calculate
wrong
but reckon with an abacus
of indeterminate
age … “

Unedited fragment page 84 – 85, notebook 8

Français :

“… Voilà ce qui va nul part
mais au moins : Va ?

Et puis tous ceux qui
se mettent en travers du chemin
Le fait qu’ils
se brisent

Sont fragiles
les fissures éclatent et se fragmentent
au moindre effort
sont piétinées, traînées et poussées
sur le macadam
entre les nids-de-poule sur
les pissenlits sur les bosses et à travers
des vapeurs de mauvais goût…

Un brouillard dérive

Je calcule
mal
mais je compte avec un boulier
d’un âge indéterminé … “

Fragment non édité page 84 – 85, cahier 8

Det fortabte digt

Det der ikke blev skrevet

At det skulle være begyndt: ”Nogle gange tænker jeg, at når jeg lukker øjnene, kan jeg ikke se noget. Og at jeg alligevel kan se med lukkede øjne: at min stol står derovre, at al ting er på sin plads.

Hvis jeg vender mig i sengen, så mit hovede er i fodenden, og skulle jeg et øjeblik slumre hen, for derved at glemme, at jeg var omvendt: så ville alting stå forkert.”

At jeg ikke kan læse hvordan det vil slutte

Alt det der ikke blev skrevet, som ikke skulle udvikles, og ingen form fandt, intet ført hen, eller konkluderet og afrundet: ikke pointeret

Dette at det i morgen ikke blot er glemt, men aldrig har været husket, af nogen, for noget, eller fordi

Der skulle måske ikke stå ”stol”?

End ikke jeg ville vide hvad jeg tænkte på. Eller hvordan det skulle slutte, for at slutte rigtigt. Og ikke med en fejl, eller et komma,

Le poème perdu (version française)

Ce qui n’a pas été écrit

Qu’il aurait dû commencer : “Parfois, je me dis que quand je ferme mes yeux, je ne vois plus rien. Et que je vois quand même avec les yeux fermés : que ma chaise est par là, que tout est à sa place.

Si je me tourne dans ma couche de façon à ce que ma tête soit au pied du lit, si je m’assoupis un instant et que j’oublie que je suis converti, tout sera au mauvais endroit”.

Que je ne peux pas lire comment cela va se terminer

Tout ce qui n’a pas été écrit, qui ne devait pas être développé, qui n’a pas trouvé de forme, qui n’a pas abouti, qui n’a pas été conclu, qui n’a pas été complété, qui n’a pas été mis en valeur.

Que demain, non seulement on l’oubliera, mais on ne s’en souviendra jamais, de personne, pour rien, ou parce que…

Peut-être cela ne devrait-il pas être écrit “chaise” ?

Même moi, je ne saurais pas à quoi je pensais. Ou comment cela devrait se terminer, pour bien se terminer. Et pas avec une erreur ou une virgule,

The lost poem (English version)

What was not written

That it should have begun: “Sometimes I think that when I close my eyes, I cannot see anything. And that I can still see with my eyes closed: that my chair is over there, that everything is in its place.

If I turn round in bed so that my head is at the bottom end, and if I were to doze off for a moment and forget that I was converted, then everything would be in the wrong place.”

That I cannot read how it will end

All that was not written, that was not to be developed, and found no form, nothing led to, or concluded and rounded off: not emphasised

That tomorrow it will not only be forgotten, but will never have been remembered, by anyone, for anything, or because

Maybe it shouldn’t say “chair”?

Even I wouldn’t know what I was thinking. Or how it should end, to end right. And not with a mistake or a comma,

Proto digte – side 30 – 36 notesbog 8 – Der plantes 12

På en måde ved disse overvejelser
til tiden eller inden
før eftertanken komplicerer
plantes 12 der glemmes
lades bag
i revner
på denne måde fra dette overladte
fra tiden det
(og før)
eftertænksomme at have
kompliceret
alt dette som bare fortsatte væltede
over tomme fantasier med
malplacerede prinser og prinsesser
uden sigte
fra sådanne måder vaner og traditioner
forhistorisk overladt
tanker tænkt i værkhøjde med litterær
kompleksitet
opstod projekter biblioteker passioner
kulturer kuratorer armeret med kanon
og stealth signifikans
subtilt årtusind på årtusind
monument over monument
henkastede skygger
dækkede grave
dynger af gamle ben
fra glemt tortur
bortfejet strid
”Vi, os der kommer efter
må videre! Vi kan ikke rumme
alle tiders konger
Jeres evige død og dread. Og dette
uanset antal sten dynget op over eders støv!”
Statement Kurt råbte ubarberet i megafon
talte i tunger
skrev med negle
desperat
kradsede runer i sten
om revolution
at der endelig skete noget
vågne med duften af brændte bildæk
svulmende hjerter
protest
koncept
fastelavn med tåregas
forbistret urkraft
ordets grundfjeld fragmenteres
katastrofal retrospektion
splintrende
refleksion fanger glimt af sol
smadret rude krystallinsk regn
højkomprimeret fantasi
containere proppet til randen med kaninfutter
raketfart må straks dukke sig
de nedfaldne dumme bemærkninger
alt er i vejen
ikke en tanke kan få udsyn
og tænke klart
falmet reklame plakat afrevet
fraktureret smil
udsigt over vinmark desakreret
blottet beton sneakers
ildelugtende vision
må vende blikket bort
haste afsted med begge
intet kommer til tiden
alt er vildfarent
tabt for eftertiden
faldet på plads
et smukt spild
efterladt til senere
samlet op uforvaret revnet
femten skridt længere
denne bunke skrammel
med særlig effekt
lægges til side
til senere
horisonten flænges af neonlys
containertrafik ledes med blindestok
gennem farligt farvand
orkestret stemmer med nye strenge
måske er det bedre
de er digitale og bliver ikke slidt
en gade graves op
alt det rod der levedes
flår det op i nærafmagt
kontinental plader smeltes
planetarisk remix prøver at holde fast
i en ende
dette
at bevare noget
ultimativt
det uerstattelige
værket ikke at glemme
dette det skabte
mesterværket
ser med rædsel det
Sixtinske kapel
hele den Eurasiske plade
synke knuses presses under
kontinentalsokkel
selv Marie Antoinettes tekop kranie og
ynglings sko
knuses imploderes omsmeltes med alt
inklusive
vitriner og museale forklaringer på engelsk og kinesisk
til magma hedt ejakulat af Hekla Fjeld til
nye eventyr
eksploderet gassky
silkebånd
til overs
noget ligger og flyder
det hun glemte
uforglemmelig nat
under månens segl
kvindes duft
kærtegn
vinden i hendes hår
dagene de er Jeres
men natten
den er min
at vende tilbage til den
på tværs af alt
det hele
dette regnen bragte med
der havnede i hegnet
under havens vildtvoksende
alle frugttræer
damper drypper
mine erindringers vildfarelse
morgendis
overmalet tagget af panik
anfald
disse momenter hvor intet
hjælper
at vende tilbage
disse nætter
mod strømmen
at lade tidens pil rotere
i elve dimensioner
forvirring herske
og idet en time sætter sig på tværs
alt er blokeret
lige med et
kukkerurerne vælter med pip og kvæk
over horisonten til intethed
uendelig tid
til intet at udrette
grib dagen!
At nå et liv
her straks
inden planøkonomisk katastrofe
ungt dynamisk team
hvidglødende initiativ
under vildledelse
atter rammer
på ny skyller
alle bort
tidens flod
med skrig og skrål
ret-vis forargelse
de druknenes
de levendes
padlen skovlen
dampere
diesel maskine
kæmper mod
det uafvendelige
at holde lys i den sidste
arkitektlampe
før deadline
på Nielsens tegnestue
firkantet supersonisk stress
og alt det jeg slettede!
Midtliv katastrofe
brændt sommerhus druk dyt bitch litterært
hærværk
blæk driver
drypper
sort hjerteblod
under tågen
ubestemt stof intet
resterer.

Proto digte – side 1-4 notesbog 8 – Pink plast fabrik

Der hvorfra det kom
den vinkel
fra hvilken
det vedrørende
faldt
er belagt med
alletiders mellemrum
disede morgendage
vægelsind og
lunken kaffe.

Pludselig modernitet
med transversal rytme
brager igennem
blandt flygtige
unge mennesker
i kosmiske gummisko
locked-in illumineret
flimmerfon
endless scrolls
med bøjet nakke
integreret apatisk erosion
opslugt verdens-alt
gentaget digitalt loop
slidt overflade
spændingshovedpine
støv kaos og
blah blah blah.

Det vælter rundt.

Alt er blot med
anyway igen
anyway igen
anyway igen
anyway igen
anyway igen
anyway igen
anyway igen.

Gennembruddet uanstændigt
i vejen
der navigeres i diffus emotion
med labyrintisk forbistring
ikke det du siger
ikke engang en sang
eller en handling
alt det usagte uafgjort men
i vejen
kryptisk vildledelse
i vejen
i vejen
tag min hånd
men kun den
i vejen
i vejen
i vejen.

Fragment?

Glemt?

Det tæller
det digitaliserede liv
nul eller netop!
Vis mig kortet
over territoriet
der hvor din gestalt
er trianguleret
opmålt med sekstant
som det konkrete
der vises
reelt i shows
det følte
denne porno
dit messingkompas til hvalfangst
emo-strip nord nord vest
magnetisk abstraktion
nevermind
med hvad
mod hvad
hvorfor og
bagefter?
So what
udenfor interesse
de glemte ord
samlet op af poeter
genbrugt sprog
emballage
romantiske floskler
reaktualiseret som
pink plast
fabrik
n’importe qoui
ligger i en bunke
og flyder.

Og din kærlighed er i vejen
alt dette den vil
og skal til
og fordi
og vil forstå
og blive forstået
være i fokus
relevant
være til
eksistere!
Og vil ikke glemmes
vil ikke lægges til side
eller lades bag
i støvet
blandt historien
om det hele.
Blankslidt af rastløs murren
hænger det ved
opflammes igen og igen
med håret strittende i alle retninger
gamle håndtasker
der engang var smarte
fabulerende hænder gestikulerende
hovedrysten
det er ikke normalt
det er ikke normalt
det er ikke normalt
forladt med uafsluttet nag
det er ikke normalt
intet sted at anbringe
kan ikke slippe
c’est pas normal
c’est pas normal
et helt lands ånd
c’est pas normal
vrider hænderne til knoglerne de splintres
det der engang var
vender tilbage til
den dag de
somre det
år den
tid
der nu er
væk.

Kom nu!
Videre!
For Gods sake?!

Re: Nah, this sucks…

A fragment in English.

I hesitate to write poetic texts in English as I am not an English speaking native. This fragment ended up in an un-numbered notebook due to a conversation some time ago with a friend from Brooklyn who sort of suggested I should write something in English, maybe.

The experience convinced me that probably I shouldn’t do that.

Later today I did it anyway. Listening to an album by Nala Sinephro and absentminded browsing the works of Elsa & Johanna then, as I cleaned up my room, I stumbled on my discarded off-piste notebook and messed around with it a bit.

The title is due to the fact that I mailed it to myself, corrected something, then replied, still agreeing that it most likely sucked.

However I think the title is nice, well, you know, so…

Music I listened to: Space 1.8, Nala Sinephro , Warp Records WARP324.

(Note that this is not an opinion on Nala Sinephro’s music — I totally love Nala Sinephro., She has her heart in her music… It is absolutely wonderful what she and the other musicians on that recording have created so the title below is about my writing reflection as described …)

Re: Nah, this sucks…

Oh yes I know
Why are you saying that?
I don’t know
But you just said, you know?
I know

Those were the moments
when wine drunk me

Now there is nowhere to turn
as even nothing has been taken

What to remember what to keep
if there is none to remember it for?

I’m not that poor
yet
I can make another tea
throw the rest out
we can squeeze Earth
a bit more
won’t be room for all of us
but those remaining would
have global heating and
forever float in pink hot fudge
polystyrene foam
everywhere
happy bubbles
no need to buy
rubber ducks
we can go
to the beach
and have a swim
among all of them
in space
the oceans
giant vaginas and penis fish
chasing love
in lukewarm caffè latte dosed
with plastic pellets
manga
creatures
mystical

Look!

I know that one they
said it had talent
could be a star
failed spectacularly
imploded to
black holes
the rap music
beyond horizons of events
dancing
words
stillness
a palace of space
is turning turning
turning

blue

Proto digte – side 74 notesbog 7 – To Pharoah Sanders

Efter en tid
rammer en sangfugl plet
Hvis man er heldig
bliver man
melodisk transporteret
Ravnen har arbejdet
længe
på det
En dag
kom
Pharoah Sanders
opdagede raw sound
pure love
Det var umagen værd
Thank you
Pharoah thank you
Universal
Cosmic
Love is everywhere
love is
love
everywhere Pharoah
transcended
(Journey to …)
one

Proto digte – side 65-68 notesbog 7 – Splintret erindring

Splintret erindring
samler
resterne op diskret
tilbagelænet med violiner i
karantæne hvad nytter
en banjo i denne
situation efterårsstorme
sender alt videre til
bage til ny begyndelse noget
dette at tale om der
skal leves må leves at der
ikke er mere at vente på
selv i de endeløse øjeblikke
hvor alle venter på næste
side i dirigentens partitur
tæppet trækkes væk for eller til
afslører alt det
velkendte i ny fortolkning
« åh nej » vi må udbryde
vi må
bryde
ud
være til være
med komme til festen
finde frem til pindemadderne
det der skal til?

Midterdelen af bølgen står
med ét firkantet i geometrisk
afmagt og balancerer cirklens
kvadratur mod surfets uanstændige
kurve protesten frakturérer det
elegante swung tonsvis af salt
vand vibrerer kortvarigt og brækker da
i tusind stumper ud over det hele
intet ingen intet-som-helst ved længere
hvor dét er
hvordan dét endte
at komme tilbage
til dét
vægtløsheden
kan kun være en drøm ikke
at den ikke skal søges
igen
men da og altid kun fremad næste
den næste bølge for denne er
definitivt
væk

Blå væske blokeret bag
barriere sort olieret
vand flydende labyrint mellem
fragmenteret poesi håbløst
eksperiment indsmurt i massiv
tjære revnede plastikspande rejser
næbet og flakser afmægtigt med
vingestumper bevæget smerte
desperat vilje til reproduktion
til sidste øjeblik dog forsøge
kæmpe sig fri og atter svæve
galden det grønne måske gullige
sprøjter ud af næb koger i
indvolde snart den sidste
plastprop det sidste skruelåg
fra diet coke skal lukke sylten
på endnu denne garbagepatch citizen
tragisk havfugl styrtet
digter druknet
drøm

Og måske lever verden i tiltro
hensigtsmæssig
vandrer skuer mod fjerne
bjerge
de er der stadig stadig
væk i vejen for
udsigten deraf ansigtets
bekymrede træk
tiltro til at næste
runde giver bonus
at trods sneklædte tinder
da kan man fortsat finde
parkeringsplads til køretøjer
hensigtsmæssige tiltag
at køre rockmusik ud over
det hele så de da kan forstå det
troen på nyfalden sne
at den rent faktisk faldt
med et brag i nattens fløjl
nogle vil vantro hævde
at den svævede
at den dækkede for
fantastisk udsigt
arkitekttegnet beton
omend kun forbigående
tiltro til at det grå
findes
de grå eminencer
spurvene
tunge regnmættede skyer
bjergmassiv salt vinterbølge strid kuling
himmel og hav i et
vind trækker hvidt skum
i strimer
iskoldt salt vand slår
ansigtet hånden mod ansigtet
det slår hårdt
kutters levende væsen
fødderne
følelsen
balancen
må holde i riggen
heldigvis kun kortvarigt
det varer ikke ved
trods det hensigtsmæssige er noget
flammende rødt
Solen: Blændende hvid
Natten: Sort
havnen flaprende klaprende urolig men dog stille
og nogenlunde vandret

Kom hjem
kom hjem
kom hjem

Proto digte – side 4 notesbog 7 – Planen

For alt der ligger i vejen
beder vi om tilgivelse drømmer
om aflad ønsker det bort
som del af baggrundsfarven i
reklamen for snabelsko til
fastelavn

Alligevel ender vi med det
i skødet og betragter det
med væmmelse og
nysgerrighed: Hvordan kom det
så vidt?

Hvad skete der?
Denne lille hund. Dette bjerg.
Disse bamser og
rotter.

En lås, forladt, hvad passer den på?
Hvem ville det sådan?

Hvad var planen?

Proto digte – side 59 notesbog 6

I nat er tankerne tomme
hvert bæger af disse der
engang
til randen fyldtes er væltet ud
over hvide duge som blodrus
og benovet rødmen
spredt til sidste dråbe er
hvert inspirerede krigsråb
for alle vinde og
til
alle tider splittet mod alle
verdens hjørner blot
en snurrende summen
kan
svagt anes i aftenskumringens
dis
et hjul spinder et sted
omsonst
i tomgang.

Secured By miniOrange