Digte

Proto digte – side 74 notesbog 7 – To Pharoah Sanders

Efter en tid
rammer en sangfugl plet
Hvis man er heldig
bliver man
melodisk transporteret
Ravnen har arbejdet
længe
på det
En dag
kom
Pharoah Sanders
opdagede raw sound
pure love
Det var umagen værd
Thank you
Pharoah thank you
Universal
Cosmic
Love is everywhere
love is
love
everywhere Pharoah
transcended
(Journey to …)
one

Proto digte – side 65-68 notesbog 7 – Splintret erindring

Splintret erindring
samler
resterne op diskret
tilbagelænet med violiner i
karantæne hvad nytter
en banjo i denne
situation efterårsstorme
sender alt videre til
bage til ny begyndelse noget
dette at tale om der
skal leves må leves at der
ikke er mere at vente på
selv i de endeløse øjeblikke
hvor alle venter på næste
side i dirigentens partitur
tæppet trækkes væk for eller til
afslører alt det
velkendte i ny fortolkning
« åh nej » vi må udbryde
vi må
bryde
ud
være til være
med komme til festen
finde frem til pindemadderne
det der skal til?

Midterdelen af bølgen står
med ét firkantet i geometrisk
afmagt og balancerer cirklens
kvadratur mod surfets uanstændige
kurve protesten frakturérer det
elegante swung tonsvis af salt
vand vibrerer kortvarigt og brækker da
i tusind stumper ud over det hele
intet ingen intet-som-helst ved længere
hvor dét er
hvordan dét endte
at komme tilbage
til dét
vægtløsheden
kan kun være en drøm ikke
at den ikke skal søges
igen
men da og altid kun fremad næste
den næste bølge for denne er
definitivt
væk

Blå væske blokeret bag
barriere sort olieret
vand flydende labyrint mellem
fragmenteret poesi håbløst
eksperiment indsmurt i massiv
tjære revnede plastikspande rejser
næbet og flakser afmægtigt med
vingestumper bevæget smerte
desperat vilje til reproduktion
til sidste øjeblik dog forsøge
kæmpe sig fri og atter svæve
galden det grønne måske gullige
sprøjter ud af næb koger i
indvolde snart den sidste
plastprop det sidste skruelåg
fra diet coke skal lukke sylten
på endnu denne garbagepatch citizen
tragisk havfugl styrtet
digter druknet
drøm

Og måske lever verden i tiltro
hensigtsmæssig
vandrer skuer mod fjerne
bjerge
de er der stadig stadig
væk i vejen for
udsigten deraf ansigtets
bekymrede træk
tiltro til at næste
runde giver bonus
at trods sneklædte tinder
da kan man fortsat finde
parkeringsplads til køretøjer
hensigtsmæssige tiltag
at køre rockmusik ud over
det hele så de da kan forstå det
troen på nyfalden sne
at den rent faktisk faldt
med et brag i nattens fløjl
nogle vil vantro hævde
at den svævede
at den dækkede for
fantastisk udsigt
arkitekttegnet beton
omend kun forbigående
tiltro til at det grå
findes
de grå eminencer
spurvene
tunge regnmættede skyer
bjergmassiv salt vinterbølge strid kuling
himmel og hav i et
vind trækker hvidt skum
i strimer
iskoldt salt vand slår
ansigtet hånden mod ansigtet
det slår hårdt
kutters levende væsen
fødderne
følelsen
balancen
må holde i riggen
heldigvis kun kortvarigt
det varer ikke ved
trods det hensigtsmæssige er noget
flammende rødt
Solen: Blændende hvid
Natten: Sort
havnen flaprende klaprende urolig men dog stille
og nogenlunde vandret

Kom hjem
kom hjem
kom hjem

Proto digte – side 4 notesbog 7 – Planen

For alt der ligger i vejen
beder vi om tilgivelse drømmer
om aflad ønsker det bort
som del af baggrundsfarven i
reklamen for snabelsko til
fastelavn

Alligevel ender vi med det
i skødet og betragter det
med væmmelse og
nysgerrighed: Hvordan kom det
så vidt?

Hvad skete der?
Denne lille hund. Dette bjerg.
Disse bamser og
rotter.

En lås, forladt, hvad passer den på?
Hvem ville det sådan?

Hvad var planen?

Proto digte – side 59 notesbog 6

I nat er tankerne tomme
hvert bæger af disse der
engang
til randen fyldtes er væltet ud
over hvide duge som blodrus
og benovet rødmen
spredt til sidste dråbe er
hvert inspirerede krigsråb
for alle vinde og
til
alle tider splittet mod alle
verdens hjørner blot
en snurrende summen
kan
svagt anes i aftenskumringens
dis
et hjul spinder et sted
omsonst
i tomgang.

Proto digte – side 38 notesbog 6 – Fra det forsvundne

Det er forsvundet det
er ikke til at finde det er
faktisk helt væk og
intetsteds ligger hvor der
skulle omend det er alle
steds nærværende ved sit
blotte fravær det er
væk at det ér væk er nu
det der ér om det det var
at var og nu ikke længere
ér er det hul den kavitet
hvornedi vores vildeste
fantasi siver og gyser af
undren over hullets
manglens det fraværendes
nærvær i vores sinds
uransagelige obsessioner.

Note: Der er ingen tastefejl. Det kan kræve lidt tålmod at få det vendt rigtigt i hovedet, fundet implicitte indskudte sætninger, eller andre undladelser.

Te quiero

Un monologue intérieur avec des tableaux musicaux, sonores et poétiques de la zone crépusculaire entre le sommeil et la veille.

Matériel original développé à partir de mon propre texte, d’une musique composé en partition, d’improvisations sur un piano à queue et d’échantillons sonores originaux méticuleusement conçus.

Le montage a été effectué dans Digital Performer avec une partie vidéo rudimentaire “ébauchée” dans Final Cut Pro.

L’intention était de remplacer l’esquisse vidéo par des images de qualité broadcast dans une phase ultérieure, mais je n’ai pas pu le faire. La partie sonore et vocale est assez complète.

‘Ça qui est perdu se ne retrouve pas, mais devient poésie’.

(Note technique : si vous utilisez un VPN (Virtual Private Network) c’est possible que le film d’archive.org ne s’affiche pas. Déconnecte votre VPN en ce cas pour le regarder.)

(†) ‘Se’ ou ‘ce’ ? — “Ça qui s’est perdu se ne…” et “Ça qui est perdu ce ne …” a été fusionné vers : “‘Ça qui est perdu se ne retrouve pas, mais devient poésie.”

Proto digte – side 14 notesbog 6

Når der ikke er
længere
Skulle man tro
det kunne nåes
når der ikke skal
mere til
Skulle man kunne mene
at det kunne gøres
når det ligger der
stille
er det så da det ønsker
fred og
ro
når det ikke flytter sig
selv for vredens druer
er det da blot
Stædigt?
Modigt?
eller orker det ikke flygte
længere?

Secured By miniOrange