Multilingual

Det fortabte digt

Det der ikke blev skrevet

At det skulle være begyndt: ”Nogle gange tænker jeg, at når jeg lukker øjnene, kan jeg ikke se noget. Og at jeg alligevel kan se med lukkede øjne: at min stol står derovre, at al ting er på sin plads.

Hvis jeg vender mig i sengen, så mit hovede er i fodenden, og skulle jeg et øjeblik slumre hen, for derved at glemme, at jeg var omvendt: så ville alting stå forkert.”

At jeg ikke kan læse hvordan det vil slutte

Alt det der ikke blev skrevet, som ikke skulle udvikles, og ingen form fandt, intet ført hen, eller konkluderet og afrundet: ikke pointeret

Dette at det i morgen ikke blot er glemt, men aldrig har været husket, af nogen, for noget, eller fordi

Der skulle måske ikke stå ”stol”?

End ikke jeg ville vide hvad jeg tænkte på. Eller hvordan det skulle slutte, for at slutte rigtigt. Og ikke med en fejl, eller et komma,

Le poème perdu (version française)

Ce qui n’a pas été écrit

Qu’il aurait dû commencer : “Parfois, je me dis que quand je ferme mes yeux, je ne vois plus rien. Et que je vois quand même avec les yeux fermés : que ma chaise est par là, que tout est à sa place.

Si je me tourne dans ma couche de façon à ce que ma tête soit au pied du lit, si je m’assoupis un instant et que j’oublie que je suis converti, tout sera au mauvais endroit”.

Que je ne peux pas lire comment cela va se terminer

Tout ce qui n’a pas été écrit, qui ne devait pas être développé, qui n’a pas trouvé de forme, qui n’a pas abouti, qui n’a pas été conclu, qui n’a pas été complété, qui n’a pas été mis en valeur.

Que demain, non seulement on l’oubliera, mais on ne s’en souviendra jamais, de personne, pour rien, ou parce que…

Peut-être cela ne devrait-il pas être écrit “chaise” ?

Même moi, je ne saurais pas à quoi je pensais. Ou comment cela devrait se terminer, pour bien se terminer. Et pas avec une erreur ou une virgule,

The lost poem (English version)

What was not written

That it should have begun: “Sometimes I think that when I close my eyes, I cannot see anything. And that I can still see with my eyes closed: that my chair is over there, that everything is in its place.

If I turn round in bed so that my head is at the bottom end, and if I were to doze off for a moment and forget that I was converted, then everything would be in the wrong place.”

That I cannot read how it will end

All that was not written, that was not to be developed, and found no form, nothing led to, or concluded and rounded off: not emphasised

That tomorrow it will not only be forgotten, but will never have been remembered, by anyone, for anything, or because

Maybe it shouldn’t say “chair”?

Even I wouldn’t know what I was thinking. Or how it should end, to end right. And not with a mistake or a comma,

Det usagte

Det skulle han ikke have sagt, sagde han og trak ordene i sig igen. Han skrabede dem af bordet med sin serviet, stoppede dem ned i lommen.
– Du æder det i dig igen?
– Hvilket?
– Det udtrykkelige?
– Jeg puttede dem i lommen.
– Du kan indtale det.
– Indtale det?
– Ja, eller måske synge, ind på en maskine.
– Du mener, synge, som i en sang; med musik?
– Musik, tjae … måske, men med en maskine. Moderne, og subtilt.
Hun nikker frem for sig, godt tilfreds med sin tanke. Han nulrer en brødkrumme og kigger ned på sine hænder.
– Jeg skulle virkelig ikke.
– Det ville gøre indtryk.
– Jeg har taget det tilbage jo.
– Nostalgi…
Han betragter hende overrasket, spørgende. Hun betragter derfor sine negle spørgende, overrasket, ser så atter op, og fortsætter som om intet var hændt
– … det er kun godt
– det vil gøre indtryk.
– Nostalgi? Jeg skulle ikke have sagt det!
– Netop. Det usagte i din lomme er nu: nostalgi
– de fortrudte ord, ha!
Han sukkede.
– Hvis jeg nu tager dem frem igen?
– Så skulle du indtale det!
– Ha, synge mig?
– Ja med en maskine.
– Og du?
– Jeg kan spille oprigtigt fornærmet!
– Er du god til at spille?
– Det ved jeg ikke, jeg har aldrig prøvet.
Han kigger opgivende op i loftet
– Jeg er ikke så sikker på, at det her er en god ide?
Hun ryster bekræftende på hovedet, og drikker den sidste rest vin i een slurk
– Næh, men skidt, vi nåede da her til, ikk?

Le non-dit (version française)

Il n’aurait pas dû dire ça, dit-il en ravalant les mots. Il les gratta de la table avec sa serviette et les fourra dans sa poche.
– Tu les avales à nouveau ?
– Lequel ?
– Celui qui est explicite ?
– Je les ai mis dans ma poche.
– Tu peux l’enregistrer.
– L’enregistrer ?
– Oui, ou peut-être chanter dans une machine.
– Vous voulez dire, chanter, comme dans une chanson ; avec de la musique ?
– De la musique, enfin… peut-être, mais avec une machine. Moderne et subtile.
Elle hoche la tête devant elle, satisfaite de sa réflexion. Il grignote une miette de pain et regarde ses mains.
– Je ne devrais vraiment pas.
– Ça ferait de l’effet.
– Je l’ai repris, tu sais.
– Nostalgie…
Il la regarde, surpris, interrogatif. Elle regarde donc ses ongles d’un air interrogateur, surpris, puis relève la tête et continue comme si de rien n’était
– … ce n’est que du bon
– ça fera son effet.
– Nostalgie ? Je n’aurais pas dû dire ça !
– Tout à fait. Le non-dit dans ta poche, c’est maintenant : la nostalgie.
– les mots non dits, ha !
Il soupire.
– Et si je les sors à nouveau ?
– Alors tu devrais l’enregistrer !
– Ha, me chanter ?
– Oui, avec une machine.
– Et toi ?
– Je peux faire semblant d’être vraiment offensé !
– Es-tu doué pour jouer ?
– Je ne sais pas, je n’ai jamais essayé.
Il regarde le plafond avec résignation
– Je ne suis pas sûr que ce soit une bonne idée ?
Elle répond par l’affirmative en secouant la tête et boit d’un trait le dernier verre de vin.
– Eh bien, peu importe, nous sommes arrivés jusqu’ici, n’est-ce pas ?

The unsaid (English version)

He shouldn’t have said that, he said and swallowed his words again. He scraped them off the table with his napkin, stuffed them into his pocket.
– You’re swallowing it again?
– Which one?
– The explicit one?
– I put them in my pocket.
– You can record it.
– Record it?
– Yes, or maybe sing it into a machine.
– You mean, sing, like in a song; with music?
– Music, well… maybe, but with a machine. Modern, and subtle.
She nodded to herself, well satisfied with her thought. He nibbles a breadcrumb and looks down at his hands.
– I really shouldn’t.
– It would make an impression.
– I’ve taken it back, you know.
– Nostalgia…
He looks at her, surprised, questioning. She therefore looks at her nails questioningly, surprised, then looks up again and continues as if nothing had happened
– … it’s only good
– it will make an impression.
– Nostalgia? I shouldn’t have said that!
– Exactly. The unspoken thing in your pocket is now: nostalgia
– the unspoken words, ha!
He sighed.
– What if I take them out again?
– Then you should record it!
– Ha, sing me?
– Yes, with a machine.
– And you?
– I can act genuinely offended!
– Are you good at acting?
– I don’t know, I’ve never tried.
He looks up at the ceiling in resignation
– I’m not so sure this is a good idea?
She shakes her head affirmatively and down the last of the wine in one gulp
– Well, never mind, we made it here, didn’t we?

Secured By miniOrange