Vi skubber prammen
bort
fra rampen
kigger
længere væk
mod horisonten
under himlen
i forenklet perspektiv
at være eller
ikke?
Beslutningsløs at gå
med faste skridt
store fagter
slag i luften
og rundt omkring
væk tilbage
og videre
gennem det
og i det hele taget
at nå frem
aldrig lige nu
men i dag?
Og igår?
Glemmer vi!
Med uforrettet sag
dette vi kan
efterlade
fordi vi kan
lade planker og
snoreværk splintres
historiens tragedie
åben for fortolkning
det der virkelig skete
skete det virkeligt
sådant?
Og betyder det noget
om det gjorde?
For os?
Nu?
Når alt gør ondt
og der ikke er plads
til forbedring?
Kun erosion?
Er tiden da eneste håb?
At den går?
Støvet?
At det er?
Den damp der driver
skygger og
dit ansigt drypper
af harmoni
lægges foldes
sirlig arrangeret
dråber perler
livets væske
samles om
kondensering
et ocean
af frygtindgydende dybde
svæver
over hånden
en tåre tørres
bort
og med den
hverdagens katastrofer:
-at det regner
-at alt er lukket
-at der ikke er flere
vingummibamser 🧸