Multilingual

Proto digte – side 95 notesbog 8 – Venter

/ Multilingual, Poetry

Det er allerede
netop i disse
timer
således som
hastigt passerede
skygger
symptomfrit anfald
kastet af hesten
uden elegance
at grebet det strammes
og barken flåes af
den flåes af
stammen
rives i sky af splint
en duft af fugtigt habitat
spreder sig
et liv slynges
akrobatisk fra
gren mod gren
de nye eventyr
at nye eventyr
at de nye eventyr
og de gamle har vi glemt
at de endte i græsk tragedie
og gik bort i skam

Venter

Vi venter

Vi lader det

ligge

skifter tempo
og skifter tempo
så gearene de splintres
de splintres
metal og granit slynges
mod horisonten
og solens sidste stråler
i krystal
fejer
i byger
af regn
fejer
med brede penselstrøg
torve af vand
over oceanets canvas
af hvalgrå vinter

Tanken står stille
og glemmer

… (2 april 2024 kl. 04:24 — Hotel La Louisiane, Paris)

English:

It is already
just in these
hours
such as
hastily passed
shadows
symptom-free seizure
thrown from the horse
without elegance
that the grip it tightens
and the bark is peeled off
it is peeled off
the trunk
torn in cloud of splint
a scent of damp habitat
spreads
a life is flung
acrobatically from
branch against branch
the new adventures
that new adventures
that the new adventures
and the old ones we have forgotten
that they ended in Greek tragedy
and passed away in shame.

Waiting

We wait

We leave it

leave it

change pace
and change pace
so the gears they shatter
they shatter
metal and granite are hurled
towards the horizon
and the sun’s last rays
in crystal
sweep
in showers
of rain
sweeping
with broad brush strokes
peat of water
over the ocean’s canvas
of whale grey winter

The mind stands still
and forgets

… (2 April 2024 at 04:24 – Hotel La Louisiane, Paris)

Français :

C’est déjà
juste dans ces
heures
telles que
passées à la hâte
ombres
crise sans symptôme
jeté du cheval
sans élégance
que la prise se resserre
et l’écorce se détache
il se détache
le tronc
déchiré dans nuage d’échard
une odeur d’habitat humide
se répand
une vie est projetée
acrobatiquement de
de branche contre branche
les nouvelles aventures
que de nouvelles aventures
que les nouvelles aventures
et les anciennes nous avons oubliées
qu’elles se sont terminées en tragédie grecque
et qu’elles se sont éteintes dans la honte.

L’attente

Nous attendons

Nous le laissons

on le laisse

changeons de rythme
et changeons de rythme
pour que les engrenages se brisent
ils éclatent
le métal et le granit sont projetés
vers l’horizon
et les derniers rayons du soleil
en cristal
balaient
en averses
de pluie
balayant
à grands coups de pinceau
tourbe d’eau
sur la toile de l’océan
de l’hiver gris baleine

L’esprit s’arrête
et oublie

… (2 avril 2024 à 04:24 – Hôtel La Louisiane, Paris)

Proto digte – side 84 – 85 notesbog 8 – Damp af dårlig smag

/ Dansk (In Danish), Digte, En français (in French), Multilingual, Poetry, Short text

Fragment from my notebook 8. Proto-poems (prototypes for a poetry.)

English translation, et français, below Danish.

Dansk

“… Dette der går forkert
men i det mindste: Går?

Og så alle dem der
bare er i vejen
Det at de
går istykker

Er skrøbelige
revner splintres fragmenteres
ved mindste anstrengelse
trædes ned slæbes og skubbes
ud over asfalten
ned mellem huller på tværs af
mælkebøtter over bump og gennem
damp af dårlig smag …

En tåge driver

Jeg regner
den ud
forkert
men regner med kugleramme
af ubestemmelig
alder … ”

Uredigeret fragment side 84 – 85, notesbog 8

English:

“… That what goes the wrong way
but at least: Goes?

And then all those
being in the way
This that they
break down

Are fragile
cracks splinter and fragment
at the slightest effort
are stepped on, dragged and pushed
over the tarmac
down between potholes across
dandelions over bumps and through
a vapour of bad taste …

A fog drifts

I calculate
wrong
but reckon with an abacus
of indeterminate
age … “

Unedited fragment page 84 – 85, notebook 8

Français :

“… Voilà ce qui va nul part
mais au moins : Va ?

Et puis tous ceux qui
se mettent en travers du chemin
Le fait qu’ils
se brisent

Sont fragiles
les fissures éclatent et se fragmentent
au moindre effort
sont piétinées, traînées et poussées
sur le macadam
entre les nids-de-poule sur
les pissenlits sur les bosses et à travers
des vapeurs de mauvais goût…

Un brouillard dérive

Je calcule
mal
mais je compte avec un boulier
d’un âge indéterminé … “

Fragment non édité page 84 – 85, cahier 8

Det fortabte digt

/ Digte, Multilingual

Det der ikke blev skrevet

At det skulle være begyndt: ”Nogle gange tænker jeg, at når jeg lukker øjnene, kan jeg ikke se noget. Og at jeg alligevel kan se med lukkede øjne: at min stol står derovre, at al ting er på sin plads.

Hvis jeg vender mig i sengen, så mit hovede er i fodenden, og skulle jeg et øjeblik slumre hen, for derved at glemme, at jeg var omvendt: så ville alting stå forkert.”

At jeg ikke kan læse hvordan det vil slutte

Alt det der ikke blev skrevet, som ikke skulle udvikles, og ingen form fandt, intet ført hen, eller konkluderet og afrundet: ikke pointeret

Dette at det i morgen ikke blot er glemt, men aldrig har været husket, af nogen, for noget, eller fordi

Der skulle måske ikke stå ”stol”?

End ikke jeg ville vide hvad jeg tænkte på. Eller hvordan det skulle slutte, for at slutte rigtigt. Og ikke med en fejl, eller et komma,

Le poème perdu (version française)

Ce qui n’a pas été écrit

Qu’il aurait dû commencer : “Parfois, je me dis que quand je ferme mes yeux, je ne vois plus rien. Et que je vois quand même avec les yeux fermés : que ma chaise est par là, que tout est à sa place.

Si je me tourne dans ma couche de façon à ce que ma tête soit au pied du lit, si je m’assoupis un instant et que j’oublie que je suis converti, tout sera au mauvais endroit”.

Que je ne peux pas lire comment cela va se terminer

Tout ce qui n’a pas été écrit, qui ne devait pas être développé, qui n’a pas trouvé de forme, qui n’a pas abouti, qui n’a pas été conclu, qui n’a pas été complété, qui n’a pas été mis en valeur.

Que demain, non seulement on l’oubliera, mais on ne s’en souviendra jamais, de personne, pour rien, ou parce que…

Peut-être cela ne devrait-il pas être écrit “chaise” ?

Même moi, je ne saurais pas à quoi je pensais. Ou comment cela devrait se terminer, pour bien se terminer. Et pas avec une erreur ou une virgule,

The lost poem (English version)

What was not written

That it should have begun: “Sometimes I think that when I close my eyes, I cannot see anything. And that I can still see with my eyes closed: that my chair is over there, that everything is in its place.

If I turn round in bed so that my head is at the bottom end, and if I were to doze off for a moment and forget that I was converted, then everything would be in the wrong place.”

That I cannot read how it will end

All that was not written, that was not to be developed, and found no form, nothing led to, or concluded and rounded off: not emphasised

That tomorrow it will not only be forgotten, but will never have been remembered, by anyone, for anything, or because

Maybe it shouldn’t say “chair”?

Even I wouldn’t know what I was thinking. Or how it should end, to end right. And not with a mistake or a comma,

Det usagte

/ Multilingual, Noveller, Short stories

Det skulle han ikke have sagt, sagde han og trak ordene i sig igen. Han skrabede dem af bordet med sin serviet, stoppede dem ned i lommen.
– Du æder det i dig igen?
– Hvilket?
– Det udtrykkelige?
– Jeg puttede dem i lommen.
– Du kan indtale det.
– Indtale det?
– Ja, eller måske synge, ind på en maskine.
– Du mener, synge, som i en sang; med musik?
– Musik, tjae … måske, men med en maskine. Moderne, og subtilt.
Hun nikker frem for sig, godt tilfreds med sin tanke. Han nulrer en brødkrumme og kigger ned på sine hænder.
– Jeg skulle virkelig ikke.
– Det ville gøre indtryk.
– Jeg har taget det tilbage jo.
– Nostalgi…
Han betragter hende overrasket, spørgende. Hun betragter derfor sine negle spørgende, overrasket, ser så atter op, og fortsætter som om intet var hændt
– … det er kun godt
– det vil gøre indtryk.
– Nostalgi? Jeg skulle ikke have sagt det!
– Netop. Det usagte i din lomme er nu: nostalgi
– de fortrudte ord, ha!
Han sukkede.
– Hvis jeg nu tager dem frem igen?
– Så skulle du indtale det!
– Ha, synge mig?
– Ja med en maskine.
– Og du?
– Jeg kan spille oprigtigt fornærmet!
– Er du god til at spille?
– Det ved jeg ikke, jeg har aldrig prøvet.
Han kigger opgivende op i loftet
– Jeg er ikke så sikker på, at det her er en god ide?
Hun ryster bekræftende på hovedet, og drikker den sidste rest vin i een slurk
– Næh, men skidt, vi nåede da her til, ikk?

Le non-dit (version française)

Il n’aurait pas dû dire ça, dit-il en ravalant les mots. Il les gratta de la table avec sa serviette et les fourra dans sa poche.
– Tu les avales à nouveau ?
– Lequel ?
– Celui qui est explicite ?
– Je les ai mis dans ma poche.
– Tu peux l’enregistrer.
– L’enregistrer ?
– Oui, ou peut-être chanter dans une machine.
– Vous voulez dire, chanter, comme dans une chanson ; avec de la musique ?
– De la musique, enfin… peut-être, mais avec une machine. Moderne et subtile.
Elle hoche la tête devant elle, satisfaite de sa réflexion. Il grignote une miette de pain et regarde ses mains.
– Je ne devrais vraiment pas.
– Ça ferait de l’effet.
– Je l’ai repris, tu sais.
– Nostalgie…
Il la regarde, surpris, interrogatif. Elle regarde donc ses ongles d’un air interrogateur, surpris, puis relève la tête et continue comme si de rien n’était
– … ce n’est que du bon
– ça fera son effet.
– Nostalgie ? Je n’aurais pas dû dire ça !
– Tout à fait. Le non-dit dans ta poche, c’est maintenant : la nostalgie.
– les mots non dits, ha !
Il soupire.
– Et si je les sors à nouveau ?
– Alors tu devrais l’enregistrer !
– Ha, me chanter ?
– Oui, avec une machine.
– Et toi ?
– Je peux faire semblant d’être vraiment offensé !
– Es-tu doué pour jouer ?
– Je ne sais pas, je n’ai jamais essayé.
Il regarde le plafond avec résignation
– Je ne suis pas sûr que ce soit une bonne idée ?
Elle répond par l’affirmative en secouant la tête et boit d’un trait le dernier verre de vin.
– Eh bien, peu importe, nous sommes arrivés jusqu’ici, n’est-ce pas ?

The unsaid (English version)

He shouldn’t have said that, he said and swallowed his words again. He scraped them off the table with his napkin, stuffed them into his pocket.
– You’re swallowing it again?
– Which one?
– The explicit one?
– I put them in my pocket.
– You can record it.
– Record it?
– Yes, or maybe sing it into a machine.
– You mean, sing, like in a song; with music?
– Music, well… maybe, but with a machine. Modern, and subtle.
She nodded to herself, well satisfied with her thought. He nibbles a breadcrumb and looks down at his hands.
– I really shouldn’t.
– It would make an impression.
– I’ve taken it back, you know.
– Nostalgia…
He looks at her, surprised, questioning. She therefore looks at her nails questioningly, surprised, then looks up again and continues as if nothing had happened
– … it’s only good
– it will make an impression.
– Nostalgia? I shouldn’t have said that!
– Exactly. The unspoken thing in your pocket is now: nostalgia
– the unspoken words, ha!
He sighed.
– What if I take them out again?
– Then you should record it!
– Ha, sing me?
– Yes, with a machine.
– And you?
– I can act genuinely offended!
– Are you good at acting?
– I don’t know, I’ve never tried.
He looks up at the ceiling in resignation
– I’m not so sure this is a good idea?
She shakes her head affirmatively and down the last of the wine in one gulp
– Well, never mind, we made it here, didn’t we?

Secured By miniOrange