Frygtindgydende afslutning
skriver et kapitel til
udsætter at begynde igen
fortsætter om ikke andet
de forkerte veje, med fokus
kører af sporet
gennem krat, og hæk, ud i
et uigennemskueligt konsekvent
kaos
at rydde op i stranden
finde hvert sandkorns
bjergmassiv, lime det sammen
igen, og
sige undskyld, lave en
tavle
en forklaring på engelsk, og
kinesisk
polere solen, fjerne pletter
malplacerede huller i himlen
feje faldne engle op
fjer alle vegne
lime bladene på træerne, igen
det er forår!
Vi skubber prammen bort fra rampen kigger længere væk mod horisonten under himlen i forenklet perspektiv at være eller ikke?
Beslutningsløs at gå med faste skridt store fagter slag i luften og rundt omkring væk tilbage og videre gennem det og i det hele taget at nå frem aldrig lige nu men i dag? Og igår? Glemmer vi!
Med uforrettet sag dette vi kan efterlade fordi vi kan lade planker og snoreværk splintres historiens tragedie åben for fortolkning det der virkelig skete skete det virkeligt sådant?
Og betyder det noget om det gjorde? For os? Nu?
Når alt gør ondt og der ikke er plads til forbedring?
Kun erosion?
Er tiden da eneste håb?
At den går?
Støvet?
At det er?
Den damp der driver skygger og dit ansigt drypper af harmoni lægges foldes sirlig arrangeret dråber perler livets væske samles om kondensering et ocean af frygtindgydende dybde svæver over hånden en tåre tørres bort og med den hverdagens katastrofer: -at det regner -at alt er lukket -at der ikke er flere vingummibamser 🧸
Det er allerede netop i disse timer således som hastigt passerede skygger symptomfrit anfald kastet af hesten uden elegance at grebet det strammes og barken flåes af den flåes af stammen rives i sky af splint en duft af fugtigt habitat spreder sig et liv slynges akrobatisk fra gren mod gren de nye eventyr at nye eventyr at de nye eventyr og de gamle har vi glemt at de endte i græsk tragedie og gik bort i skam
Venter
Vi venter
Vi lader det
ligge
skifter tempo og skifter tempo så gearene de splintres de splintres metal og granit slynges mod horisonten og solens sidste stråler i krystal fejer i byger af regn fejer med brede penselstrøg torve af vand over oceanets canvas af hvalgrå vinter
Tanken står stille og glemmer
… (2 april 2024 kl. 04:24 — Hotel La Louisiane, Paris)
English:
It is already just in these hours such as hastily passed shadows symptom-free seizure thrown from the horse without elegance that the grip it tightens and the bark is peeled off it is peeled off the trunk torn in cloud of splint a scent of damp habitat spreads a life is flung acrobatically from branch against branch the new adventures that new adventures that the new adventures and the old ones we have forgotten that they ended in Greek tragedy and passed away in shame.
Waiting
We wait
We leave it
leave it
change pace and change pace so the gears they shatter they shatter metal and granite are hurled towards the horizon and the sun’s last rays in crystal sweep in showers of rain sweeping with broad brush strokes peat of water over the ocean’s canvas of whale grey winter
The mind stands still and forgets
… (2 April 2024 at 04:24 – Hotel La Louisiane, Paris)
Français :
C’est déjà juste dans ces heures telles que passées à la hâte ombres crise sans symptôme jeté du cheval sans élégance que la prise se resserre et l’écorce se détache il se détache le tronc déchiré dans nuage d’échard une odeur d’habitat humide se répand une vie est projetée acrobatiquement de de branche contre branche les nouvelles aventures que de nouvelles aventures que les nouvelles aventures et les anciennes nous avons oubliées qu’elles se sont terminées en tragédie grecque et qu’elles se sont éteintes dans la honte.
L’attente
Nous attendons
Nous le laissons
on le laisse
changeons de rythme et changeons de rythme pour que les engrenages se brisent ils éclatent le métal et le granit sont projetés vers l’horizon et les derniers rayons du soleil en cristal balaient en averses de pluie balayant à grands coups de pinceau tourbe d’eau sur la toile de l’océan de l’hiver gris baleine
L’esprit s’arrête et oublie
… (2 avril 2024 à 04:24 – Hôtel La Louisiane, Paris)
Fragment from my notebook 8. Proto-poems (prototypes for a poetry.)
English translation, et français, below Danish.
Dansk
“… Dette der går forkert men i det mindste: Går?
Og så alle dem der bare er i vejen Det at de går istykker
Er skrøbelige revner splintres fragmenteres ved mindste anstrengelse trædes ned slæbes og skubbes ud over asfalten ned mellem huller på tværs af mælkebøtter over bump og gennem damp af dårlig smag …
En tåge driver
Jeg regner den ud forkert men regner med kugleramme af ubestemmelig alder … ”
Uredigeret fragment side 84 – 85, notesbog 8
English:
“… That what goes the wrong way but at least: Goes?
And then all those being in the way This that they break down
Are fragile cracks splinter and fragment at the slightest effort are stepped on, dragged and pushed over the tarmac down between potholes across dandelions over bumps and through a vapour of bad taste …
A fog drifts
I calculate wrong but reckon with an abacus of indeterminate age … “
Unedited fragment page 84 – 85, notebook 8
Français :
“… Voilà ce qui va nul part mais au moins : Va ?
Et puis tous ceux qui se mettent en travers du chemin Le fait qu’ils se brisent
Sont fragiles les fissures éclatent et se fragmentent au moindre effort sont piétinées, traînées et poussées sur le macadam entre les nids-de-poule sur les pissenlits sur les bosses et à travers des vapeurs de mauvais goût…
Un brouillard dérive
Je calcule mal mais je compte avec un boulier d’un âge indéterminé … “
På en måde ved disse overvejelser til tiden eller inden før eftertanken komplicerer plantes 12 der glemmes lades bag i revner på denne måde fra dette overladte fra tiden det (og før) eftertænksomme at have kompliceret alt dette som bare fortsatte væltede over tomme fantasier med malplacerede prinser og prinsesser uden sigte fra sådanne måder vaner og traditioner forhistorisk overladt tanker tænkt i værkhøjde med litterær kompleksitet opstod projekter biblioteker passioner kulturer kuratorer armeret med kanon og stealth signifikans subtilt årtusind på årtusind monument over monument henkastede skygger dækkede grave dynger af gamle ben fra glemt tortur bortfejet strid ”Vi, os der kommer efter må videre! Vi kan ikke rumme alle tiders konger Jeres evige død og dread. Og dette uanset antal sten dynget op over eders støv!” Statement Kurt råbte ubarberet i megafon talte i tunger skrev med negle desperat kradsede runer i sten om revolution at der endelig skete noget vågne med duften af brændte bildæk svulmende hjerter protest koncept fastelavn med tåregas forbistret urkraft ordets grundfjeld fragmenteres katastrofal retrospektion splintrende refleksion fanger glimt af sol smadret rude krystallinsk regn højkomprimeret fantasi containere proppet til randen med kaninfutter raketfart må straks dukke sig de nedfaldne dumme bemærkninger alt er i vejen ikke en tanke kan få udsyn og tænke klart falmet reklame plakat afrevet fraktureret smil udsigt over vinmark desakreret blottet beton sneakers ildelugtende vision må vende blikket bort haste afsted med begge intet kommer til tiden alt er vildfarent tabt for eftertiden faldet på plads et smukt spild efterladt til senere samlet op uforvaret revnet femten skridt længere denne bunke skrammel med særlig effekt lægges til side til senere horisonten flænges af neonlys containertrafik ledes med blindestok gennem farligt farvand orkestret stemmer med nye strenge måske er det bedre de er digitale og bliver ikke slidt en gade graves op alt det rod der levedes flår det op i nærafmagt kontinental plader smeltes planetarisk remix prøver at holde fast i en ende dette at bevare noget ultimativt det uerstattelige værket ikke at glemme dette det skabte mesterværket ser med rædsel det Sixtinske kapel hele den Eurasiske plade synke knuses presses under kontinentalsokkel selv Marie Antoinettes tekop kranie og ynglings sko knuses imploderes omsmeltes med alt inklusive vitriner og museale forklaringer på engelsk og kinesisk til magma hedt ejakulat af Hekla Fjeld til nye eventyr eksploderet gassky silkebånd til overs noget ligger og flyder det hun glemte uforglemmelig nat under månens segl kvindes duft kærtegn vinden i hendes hår dagene de er Jeres men natten den er min at vende tilbage til den på tværs af alt det hele dette regnen bragte med der havnede i hegnet under havens vildtvoksende alle frugttræer damper drypper mine erindringers vildfarelse morgendis overmalet tagget af panik anfald disse momenter hvor intet hjælper at vende tilbage disse nætter mod strømmen at lade tidens pil rotere i elve dimensioner forvirring herske og idet en time sætter sig på tværs alt er blokeret lige med et kukkerurerne vælter med pip og kvæk over horisonten til intethed uendelig tid til intet at udrette grib dagen! At nå et liv her straks inden planøkonomisk katastrofe ungt dynamisk team hvidglødende initiativ under vildledelse atter rammer på ny skyller alle bort tidens flod med skrig og skrål ret-vis forargelse de druknenes de levendes padlen skovlen dampere diesel maskine kæmper mod det uafvendelige at holde lys i den sidste arkitektlampe før deadline på Nielsens tegnestue firkantet supersonisk stress og alt det jeg slettede! Midtliv katastrofe brændt sommerhus druk dyt bitch litterært hærværk blæk driver drypper sort hjerteblod under tågen ubestemt stof intet resterer.
Der hvorfra det kom den vinkel fra hvilken det vedrørende faldt er belagt med alletiders mellemrum disede morgendage vægelsind og lunken kaffe.
Pludselig modernitet med transversal rytme brager igennem blandt flygtige unge mennesker i kosmiske gummisko locked-in illumineret flimmerfon endless scrolls med bøjet nakke integreret apatisk erosion opslugt verdens-alt gentaget digitalt loop slidt overflade spændingshovedpine støv kaos og blah blah blah.
Det vælter rundt.
Alt er blot med anyway igen anyway igen anyway igen anyway igen anyway igen anyway igen anyway igen.
Gennembruddet uanstændigt i vejen der navigeres i diffus emotion med labyrintisk forbistring ikke det du siger ikke engang en sang eller en handling alt det usagte uafgjort men i vejen kryptisk vildledelse i vejen i vejen tag min hånd men kun den i vejen i vejen i vejen.
Fragment?
Glemt?
Det tæller det digitaliserede liv nul eller netop! Vis mig kortet over territoriet der hvor din gestalt er trianguleret opmålt med sekstant som det konkrete der vises reelt i shows det følte denne porno dit messingkompas til hvalfangst emo-strip nord nord vest magnetisk abstraktion nevermind med hvad mod hvad hvorfor og bagefter? So what udenfor interesse de glemte ord samlet op af poeter genbrugt sprog emballage romantiske floskler reaktualiseret som pink plast fabrik n’importe qoui ligger i en bunke og flyder.
Og din kærlighed er i vejen alt dette den vil og skal til og fordi og vil forstå og blive forstået være i fokus relevant være til eksistere! Og vil ikke glemmes vil ikke lægges til side eller lades bag i støvet blandt historien om det hele. Blankslidt af rastløs murren hænger det ved opflammes igen og igen med håret strittende i alle retninger gamle håndtasker der engang var smarte fabulerende hænder gestikulerende hovedrysten det er ikke normalt det er ikke normalt det er ikke normalt forladt med uafsluttet nag det er ikke normalt intet sted at anbringe kan ikke slippe c’est pas normal c’est pas normal et helt lands ånd c’est pas normal vrider hænderne til knoglerne de splintres det der engang var vender tilbage til den dag de somre det år den tid der nu er væk.
I hesitate to write poetic texts in English as I am not an English speaking native. This fragment ended up in an un-numbered notebook due to a conversation some time ago with a friend from Brooklyn who sort of suggested I should write something in English, maybe.
The experience convinced me that probably I shouldn’t do that.
Later today I did it anyway. Listening to an album by Nala Sinephro and absentminded browsing the works of Elsa & Johanna then, as I cleaned up my room, I stumbled on my discarded off-piste notebook and messed around with it a bit.
The title is due to the fact that I mailed it to myself, corrected something, then replied, still agreeing that it most likely sucked.
However I think the title is nice, well, you know, so…
Music I listened to: Space 1.8, Nala Sinephro , Warp Records WARP324.
(Note that this is not an opinion on Nala Sinephro’s music — I totally love Nala Sinephro., She has her heart in her music… It is absolutely wonderful what she and the other musicians on that recording have created so the title below is about my writing reflection as described …)
Re: Nah, this sucks…
Oh yes I know Why are you saying that? I don’t know But you just said, you know? I know
Those were the moments when wine drunk me
Now there is nowhere to turn as even nothing has been taken
What to remember what to keep if there is none to remember it for?
I’m not that poor yet I can make another tea throw the rest out we can squeeze Earth a bit more won’t be room for all of us but those remaining would have global heating and forever float in pink hot fudge polystyrene foam everywhere happy bubbles no need to buy rubber ducks we can go to the beach and have a swim among all of them in space the oceans giant vaginas and penis fish chasing love in lukewarm caffè latte dosed with plastic pellets manga creatures mystical
Look!
I know that one they said it had talent could be a star failed spectacularly imploded to black holes the rap music beyond horizons of events dancing words stillness a palace of space is turning turning turning
