Michael Nyvang

Det der ikke blev skrevet

At det skulle være begyndt: ”Nogle gange tænker jeg, at når jeg lukker øjnene, kan jeg ikke se noget. Og at jeg alligevel kan se med lukkede øjne: at min stol står derovre, at al ting er på sin plads.

Hvis jeg vender mig i sengen, så mit hovede er i fodenden, og skulle jeg et øjeblik slumre hen, for derved at glemme, at jeg var omvendt: så ville alting stå forkert.”

At jeg ikke kan læse hvordan det vil slutte

Alt det der ikke blev skrevet, som ikke skulle udvikles, og ingen form fandt, intet ført hen, eller konkluderet og afrundet: ikke pointeret

Dette at det i morgen ikke blot er glemt, men aldrig har været husket, af nogen, for noget, eller fordi

Der skulle måske ikke stå ”stol”?

End ikke jeg ville vide hvad jeg tænkte på. Eller hvordan det skulle slutte, for at slutte rigtigt. Og ikke med en fejl, eller et komma,

Le poème perdu (version française)

Ce qui n’a pas été écrit

Qu’il aurait dû commencer : “Parfois, je me dis que quand je ferme mes yeux, je ne vois plus rien. Et que je vois quand même avec les yeux fermés : que ma chaise est par là, que tout est à sa place.

Si je me tourne dans ma couche de façon à ce que ma tête soit au pied du lit, si je m’assoupis un instant et que j’oublie que je suis converti, tout sera au mauvais endroit”.

Que je ne peux pas lire comment cela va se terminer

Tout ce qui n’a pas été écrit, qui ne devait pas être développé, qui n’a pas trouvé de forme, qui n’a pas abouti, qui n’a pas été conclu, qui n’a pas été complété, qui n’a pas été mis en valeur.

Que demain, non seulement on l’oubliera, mais on ne s’en souviendra jamais, de personne, pour rien, ou parce que…

Peut-être cela ne devrait-il pas être écrit “chaise” ?

Même moi, je ne saurais pas à quoi je pensais. Ou comment cela devrait se terminer, pour bien se terminer. Et pas avec une erreur ou une virgule,

The lost poem (English version)

What was not written

That it should have begun: “Sometimes I think that when I close my eyes, I cannot see anything. And that I can still see with my eyes closed: that my chair is over there, that everything is in its place.

If I turn round in bed so that my head is at the bottom end, and if I were to doze off for a moment and forget that I was converted, then everything would be in the wrong place.”

That I cannot read how it will end

All that was not written, that was not to be developed, and found no form, nothing led to, or concluded and rounded off: not emphasised

That tomorrow it will not only be forgotten, but will never have been remembered, by anyone, for anything, or because

Maybe it shouldn’t say “chair”?

Even I wouldn’t know what I was thinking. Or how it should end, to end right. And not with a mistake or a comma,